Retssag endnu ikke aflyst: Aars forening venter stadig på Spillemyndigheden

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 16/04/2024 13:54

AARS: Birthe Laustsen venter stadig på at høre, om hun skal i retten på vegne af foreningen ARF Støtteforening i Aars.

- Vi har ikke hørt en brik, efter vi hørte, at der var indgået et forlig, så kravene om tilladelser til bankospil ikke var så stramme, siger Birthe Laustsen.

Forliget gælder fra 1. januar, men hun håber fortsat, at Spillemyndigheden i lyset af forliget mellem de fleste af Folketingets partier vil frafalde tiltale og krav om bøde på 15.000 kroner og konfiskation af 631.458,37 kr. fra foreningen, der arrangerer et ugentligt bankospil på Kimbrerkroen i Aars.

- Det giver ikke mening for mig, eller nogen som helst jeg taler med, at vi skal hives i retten. Både fordi alt vi gør går til velgørende formål, og så fordi de har vedtaget de nye regler. Jeg synes, det ville være hul i hovedet at bruge penge på en retssag og straffe en forening, der giver en masse glæde til vores medlemmer og en masse aktivitet hos dem, vi donerer penge til, siger Birthe Laustsen.

SKAT er af Aars Avis blevet kontaktet to gange for at få et svar på, om tiltalen bliver frafaldet, men har ikke modtaget noget svar.

Fastholder Spillemyndigheden sit krav, vil ARF Støtteforening lukket.

Onsdag 20. marts blev der indgået et forlig, som slækkede kravene til tilladelser for bankoforeninger med et velgørende formål.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"